INDLEDNING


Der er ikke mange kommentarer at knytte til begrebet arbejdsbænke, ud over at jeg har valgt at definere dem som alle de underlag, træsmeden bruger i sit arbejde, hvadenten de har form som borde, bænke, blokke, stole, "heste" eller bukke. Desuden behandles det tilbehør der mere eller mindre fast hører til det pågældende stykke, som måske endog ligger på grænsen af hvad der kan kaldes værktøj.

Efter sædvane har jeg - hvor det har været muligt - søgt at beskrive det pågældende stykkes udviklingshistorie. Men det er karakteristisk at kun ganske lidt af det kan behæftes med et opfindernavn og et årstal. Et af de få eksempler er høvlebænken og dens skruetænger.

Netop i denne afdeling kan der være tvivlsspørgsmål med hensyn til funktionen, idet det ikke altid er muligt at afgøre om det er noget der bruges til at arbejde ved, eller om det blot anvendes til at lægge fra på. Det gælder især bukkene; jeg har valgt at beskrive dem her uanset hvilken funktion de ellers monne have. På lignende måde forholder det sig med de forskellige blokke, hvoraf er medtaget de huggeblokke, -knopper, og lignende som jeg har kunnet få fat i. Blokke anvendes i egentlig faglig sammenhæng fortrinsvis af bødkere. I grunden er det vel ikke afgørende hvorvidt en buk eller en bænk anvendes til det ene eller det andet, for i mange tilfælde vil den blive brugt til både og.


A

A-buk®

1. led er betegnelsen for det store latinske A

Se buk.

Ankerblok (bdk.)

1. led fra ty. ell. holl., af mlat. ancheria; af uvis opr. egl. hulmål på ca 40 l (se Kap. Mål og Måleværktøj.), men er siden gået over i betydningen beholder, tønde (der altså ikke nødvendigvis indeholder 40 l)

se blok, nedenfor.

Anlæg, se drejebænk.

Arbejdsblok (bdk.)

1. led til arbejde, lånt fra mnt., ty. arbeit; grundbetydning "slæb", "møje"; besl. m. oslav. robu, træl, on. erfiði, erfaði, møje, besvær, arbejde | man kunne blive ved: det er det samme mønster hele vejen igennem - arbejde er en ulemepe på de fleste europæiske sprog. Undtagelsen er engelsk work, virke

se blok, nedenfor.

Arbejdsbord

1. led, se ovenfor

2. led on. borð , egl. bet., bræt, planke, fjæl, skibsplanke

I almindelig betydning et bord til at arbejde ved eller på; dvs. den plade der danner underlag for de emner eller det værktøj der arbejdes med, hvadenten det er en høvlebænk eller en anden form for bord (selv er jeg snedker og regner derfor med at alle andre træsmede vil finde høvlebænken helt naturlig, hvad den slet ikke er). Kommer man fx syd for Alperne - til middelhavslandene, så bruges der et forholdsvis kort, temmelig bredt bord med et kraftigt lad og en "fransk" fortang, men altså ingen bagtang, og følgelig ingen duphuller. Hobby- og hughusfolk bruger heller ikke altid andet end mere eller mindre interimistiske borde til at arbejde ved.

Abel Scrøder har lavet et herligt selvportræt på herregården Lystrup i SØ-Sjælland, det er gengivet forskellige steder, bl. a. i Billedskærerbogen.

En billedskærers arbejdsbord (undskyld frue - blandt billedskærere er der bemærkelsesværdigt mange kvinder - vi/jeg savner jer i det daglige på arbejdspladsen) er ca 90 cm i højden, højere end en høvlebænk, 90 - 100 cm bredt og 150 - 200 cm langt; dog er det efter fransk tradition endnu længere - op til 3 - 4 meter - og forsynet med et antal huller hvori kan anbringes spændehager, klemhager eller andet værktøj (fx. etau og spændestok).

Bødkerens arbejdsbord kaldes briks eller forbord, og består i almindelighed af 3-4 vandrette planker der dels støtter emnet under arbejdet, dels er til at lægge værktøjet fra på.

træskibsværfter findes der ofte lange borde langs væggene, såkaldte langbænke.

Arbejdsbuk, se buk.

Arbejdsklods, se blok.

Arbejdsbænk

Kombineret skruestik, høvlebænk og arbejdsbord, en genial løsning på et nogenlunde stort problem: hvordan kan man bringe næsten alle værkstedets faciliteter med ud på byggepladsen.

Arbejdsbænken fås i forskellige udførelser, og kan klappes sammen, så den med lethed kan transporteres mellem pladserne, og den har typisk to arbejdshøjder.

Arbejdsbænke bruges netop med fordel på steder hvor der ikke er plads til en egentlig høvlebænk, eller hvor en sådan vil være for besværlig at bringe hid. På samme tid holder den bedre på emnerne end ørtebænk, bukke, trappestige, skammel, de bare lår, eller noget tilsvarende. CFP-katalog fra 1987 kalder den universalarbejdsbænk, se osse ørtebænk og arbejdsskammel.

Arbejdsskammel, se ørtebænk.



B


Bagtang, se høvlebænk.

Bakke se radstok.

Bilad(e)

jvf. ty. beilade, siderum

se høvlebænk.

Billedskærerbænk

En billedskærers arbejdsbord. Den er efter forlydende (L. Jensen i et brev) altid individuelt udformet og bestilles gerne efter mål og tegning på en værktøjsfabrik.

Normalt består pladen af bøg med dimensionerne ca 10 x 65 x 120 cm - altså noget kortere og bredere end høvlebænken. Højden er større end høvlebænkens, ca. 1 meter.

En billedskærerbænk står på en kraftig fod af fyr og i højre side af ladet er en fortang med et duphul (se høvlebænk) så tæt ved midten som muligt, ligesom der er en række duphuller på langs ad bænkens langside, så tæt på midten af fortangen som muligt. (ill LJJ 86 p. 14)

Billedskærere er rimeligvis endnu mere konservative end andre træsmede, så de foretrækker træspindler i fortangen, enten af bøg eller, - sjældent - af hickory. Mon ikke det hænger sammen med at der ikke skal noget særligt stort spænd til at fastholde en billedskærers arbejdsemne?

Den bageste del af pladen (ladet) behøver ikke være massivt, - der bliver alligevel aldrig banket i den side - og udfyldes ofte af et pænt fyrrebræt.

Oven på en billedskærerbænk kan der monteres forskelligt hjælpeværktøj. Laurits Jensen (1986) nævner bl. a. spændestokken (ill) og skruestikken (etau'en) (LJ, Owg), og Ove Gjerding, der tilbragte nogle vandreår i Paris har mundtligt berettet om forskellige skruer, der anvendes til at fastholde de skulpturelle former, der ofte blev fremstillet mens han var dernede i årene efter 1. verdenskrig.

Bindt(e)blok (bdk.) jy

Se i hovedafdelingen.

Bjælke

Der er to af dem i høvlebænkens stel; de forbinder de to bukke, og tappet ind i dets ben.

Blok (bdk.)

Ankerblok, arbejdsblok, -klods, drittelblok, delle, dælling, (se under delling, dér er andre stavemåder angivet), eller samlebræt (opsamlet af Dialektforskningsinstituttet i Haurum, Midtjylland.

Blokken er det underlag bødkeren bruger når han skal samle et kar, en tønde eller en drittel, og som bevirker at emnet kommer op i passende højde. Den står ved siden af forbordet således at han kan støtte emnet mod dets kant når han afpudser emnet med studser, ziehklinge eller andet værktøj, og når han bruger udarbejdshøvl eller krøs.

Bord

Populært, eller kort form, brugt om et arbejdsbord.

Borebuk, Borebænk, Borebør, Borelad, Borestol, og Borestok se fælgbuk.

Briks (bdk.) 2071

fra mnt. britsche; afledt af bræt

Osse kaldt forbord.

En bødkers arbejdsbord undertiden med en konkav udskæring i kanten, passende til rundingen i en tønde. Briksen er gerne af bøg og er sammensat af 3 - 4 lange planker. Det står normalt langs en vinduesvæg. skizze. ms a 5.

Brille, se drejebænk.

Bryst

er ifølge Dialektforskningsinstituttets notater den skrå del af skærebænken. (vide ms A 5)

Buk

generelt i faglig betydning om "redskaber ell. indretninger, der har... (ell. opr. har haft)... en vis lighed med en... (gede)-... buk"

I de fleste tilfælde er det faste bukke på tre eller fire ben, med en passende kraftig overligger og af forskellig størrelse og form; til svært brug dog fremstillet i fuldtømmer, tappet sammen, og forsynet med et tværgående fodstykke.

Nu til dags bruges blandt tømrere og bygningssnedkere de særlige foldebukke, der kan klappes sammen og lægges væk på en hylde eller i en vogn. I familie hermed er den særlige A-buk® der i grunden blot er navngivet efter det beslag, der er dens hovedbestanddel, og som fremstilles af firmaet STANLEY. Det er muligt at købe beslagene og selv udstyre den med overligger og ben i træ. I mange tilfælde kan bukkene stables oven på hverandre så de fylder mindre når de ikke er i brug.

Snedkere har særlige limbukke, der vist oftest anvendes i forbindelse med limstaver, og ved udskæring af planker er der blevet anvendt en savskærerbuk. Især på maskinsnedkerværksteder står der valsevogn eller rullebuk, hvor lange emner kan glide frit

Blandt bådebyggere er det almindeligt med kraftige arbejdsbukke, bestående af en mindst 6" overligger og solide ben - alt i eg. I overliggeren en ca 3" udskæring, hvori kan indkiles fx. bordplanker (se kileklods). Sådanne bukke bruges både som stilladsbukke, og til at aflægge emner og materialer på. Overliggeren kan i fald forsynes med en konkavt udskåren klods, hvori en mast kan hvile.

Højden varierer omkring en alen. Er benene for høje skæres lidt af, er de for lave forsynes de med en klods, som det så ofte er tilfældet med værktøj i træ, kan det tilpasses efter det aktuelle behov.

Til firkanthugning bruger tømrere slingebuk, en kraftig buk hvorpå bjælkerne kan gøres fast med hager mens han svinger slingeøkse eller bredbil. Slingebukken er vist ikke andet end en kraftig tømmerbuk, bestående af en svær bjælke tappet til to lodrette stolper ligeledes tappet til et vandret tværstillet fodstykke.

Møbelpolstrere (sadelmager, tapetserer) bruger særlige polstrerbukke i deres arbejde. Overliggeren har form som en smal bordplade kantet af en høj liste, der forhindrer dels møblet, dels nåle, tråd, knapper og andet småt i at falde ud over kanten ned på gulvet. Fra tapetserermester Jan Handberg, Kastrup, har jeg fået oplysning om at bukkene førhen var "faste", d.v.s. at højden var 30 - 40 cm, og at man derudover havde høje bukke, på 80-90 cm, hvorpå der bl.a. kunne lægges en plade til at klippe og sy ved, men at bukkene i dag består af jernrør, der han reguleres i højden efter et teleskop-system. Bukkene fastholdes i højden med splitter igennem huller i rørene.

Jvf. Goriværks plakat Sagt på godt Træsprog, er notbukken en svær tømmerbuk, afstivet med planker i længderetningen, og i den ene ende forsynet med en opadvendende spids; men hvad til og hvordan den anvendes ved jeg ikke.

Karetmagere har særlige bukke i brug på værkstedet; de er alle behandlet under opslagene fælgbuk og hjulbuk.

I skoven bruges en særlig filebuk, ved filing af de lange save, og sammesteds er en gaffelbuk i anvendelse.

Bænkedrengen er et enkelt sted blevet kaldt fugebuk, og skærebænken for spændebuk. Den hører til blandt snedkere, tømrere og andet godtfolk der bruger høvlebænk. En særlig raffinereret udformning af bukken er ørtebænken.

Murere har ofte med sig en lav, kraftig kravlebuk, der på fynsk kaldes pudsebuk, men den er så tung at slæbe med at træsmede ikke tænker på at kopiere den, men nøjes med at låne hvis der er en murer i nærheden, og denne ellers ser sig i stand til at afse den.

Se desuden spejlbuk (et svært stativ, vel nærmest en kran (jeg har ikke set en sådan), der bruges til ophejsning af "spejlet", den flade agterende, på et træskib, formentlig fortrinsvis de såkaldte marstallere), stilladsbuk (murbuk) (murer) og vindebuk i hovedafdelingen) og savbuk, nedenfor.

Endelig består høvlebænkens stel af et par bukke, den forreste trebenet, den bageste tobenet - se denne.

Bænk

on. bekkr, af germ. *banki-, ie. *bhongi-; grundbetydning, "bøje, krumme"|| ordet er naturligvis beslægtet med (pengeinstituttet) bank, med banke, bakke, banko og flere andre|| egentlig betydning er "siddeplads" eller "forhøjning til at arbejde ved"

I denne forbindelse er de mest interessante sammensætninger arbejds-, dreje-, høvle-, snitte-, skære-, tælle- eller ørtebænk, men der er flere.

I anden forbindelse fx. rubank, fugebank m.fl, der er sideformer, velsagtens under tysk indflydelse. Endvidere i kort form om træsmedens arbejdsbænk eller -bord: bænk.

Bænkdup eller Bænkedup

1. Kaldes den (fjederbelastede) kraftige jernhage, der sættes i bænkens duphuller og som er med til at fastholde emnet under arbejdet. (ill)

Når bænkduppen ikke er i brug kan den skydes ned i plan med bænkladet, så den ikke er i vejen. Se i øvrigt høvlebænk.

2. Skæreduppen, der er en slags pigdup er i princippet en bænkdup, men ca dobbelt så lang og med et bryst der støtter mod ladet, så den ikke glider igennem duphullet. For oven har den en tap, eller et rørformet beslag, således at man kan spænde et bordben, en hjulege eller et andet aflangt emne mellem to skæredupper mens det bearbejdes med båndkniv, høvl eller andet værktøj. Jeg har set sådanne skæredupper hos karetmager H. P. Due i Svinsbjerg, Lolland, og modelsnedker Ingvard Christensen i København.

Endvidere anvendes pigdupperne af billedskærere og af snedkere der arbejder med svejfede ben til "rokoko"møbler.

3. Sidebænkdup.

4. Den nedenfor omtalte bænkstopper.

Bænkehage, og Bænkekrog, se bænkhage.

Bænkforlænger Sn II.,fidus

"Hjemmelavet stativ, der øger høvlebænkens længde", står der i "Snedkerbogen" bd II, men den forklaring er ikke noget der er til at blive klog på, men jeg tror det må være en bænkdreng.

Bænkhage

efter ty. bankhacken

1. Vinkelbøjet eller krummet, kraftigt jernstykke, der anbringes i høvlebænkens eller arbejdsbordets (dup)huller for at fastholde et emne under arbejdet. Bænkhager lader sig vanskelige bruge når brædder og lignende skal høvles (på fladen), men er fortrinlig ved anden bearbejdning (fx. ved savearbejde), og især anvendelig ved billedskærerarbejde.

Jeg har kendskab til bænke-, bænkkrog, klem(me)hage, spændhage eller spændklo samt dreng.

2. se høvlebænkstopper under høvlebænk.

Bænkhoved (bdk) jy

Hovedet på en hughusbænk; se Skematisk tegning under skærebænk.

Bænkkrog, se -hage.

Bænklad

Høvlebænkens plade, se høvlebænk.

Bænkstok

1. se under høvlebænk.

2. se Kap. Mål og Måleværktøj

Bænkstopper

høvlebænkhage eller høvlebænkstopper.

1. Nævnt i Fagordbog (fig 96). Her nærmest en form for bænkdup med en flad savtakket plade i toppen. CFP-kataloget (1954) har en lignende, men tilsyneladende uden savtakker. Her er den benævnt høvlebænkhage. Højden kan justeres. Den hos CFP med en stilleskrue forsynet med kærv.

Bænkstopperen skal nedfældes (nedlades) i (midten af) ladet, helst langt fremme i nærheden af fortangen. Det er klart at den er særdeles velegnet hvis emnet er spinkelt og bøjeligt, så det ikke tåler egentlig opspænding. Jeg har ikke set den anvendt her i landet, enkelte ældre værktøjskataloger har den dog med.

De gange jeg har kunnet have haft brug for en sådan har jeg klaret mig med én bænkdup alene.

2. spørg Helge en gang til.

3. Støtteklods.

Jeg mener ikke stopperen kan henføres til noget bestemt fag, men bruges eller er blevet brugt af et fåtalligt antal høvlebænkbrugere.

Bødkerbænk, eller Bødkerstol

Kaldes osse tællehest, båndstol, eller det der er bedre kendt under betegnelsen skærebænk, som bødkeren bruger når han sidder og tildanner staver med båndkniven. Bødkerbænken er for en bødker hvad høvlebænken er for en snedker. ill.

Båndstol

synonym for skærebænk.



C

Centerpatron, se drejebænk.



D


Dehling, Deling, Delle og Delling, se blok.

Dogge og Dok(ke), se radstok og drejebænk.

Drejebænk

Bruges både af kunstdrejere, trædrejere, og delvis osse af andre træsmede, ikke mindst karetmagere. En særlig form for arbejdsbænk, der undertiden kaldes dreje(r)lad, og tidligere er blevet benævnt svarve(r)lad, svarre(r)lad eller -bænk, (efter der nordiske ord svarve, on. sverfa, sv. svarva) der består af et stativ hvor to vandrette vanger danner basis for spindelen, eller pinolen der får emnet til at rotere, for pinoldokken, der danner leje for både pinolen, for medløbspinolen, som støtter emnet i den anden ende, og normalt roterer sammen med emnet - det har den vist ikke altid gjort; tidligere roterede emnet om den, men med de hastigheder der anvendes i dag er det ikke praktisk. Pinolen bærer forskellige udformede patroner, der sættes fast her. Anlægget, eller forsætteren, hvortil de forskellige drejejern støttes, sidder ligeledes på vangerne.

På spindelens patron kan sættes forskelligt værktøj, bor, fræsere, pudseskiver, skræbor, eller svirreler, - i de fleste tilfælde i patronen - og der kan anvendes forskellige briller af træ eller metal, gerne gennemhullede stykker, som på den ene eller anden måde støtter lange emner. I de fleste tilfælde er det dog selve emnet der fastgøres til pinolen, og der er gennem tiden opfundet mange forskellige former for patroner til dette brug. Noget af det seneste der er kommet på markedet er stiftpatron og stangpatron (ordene er fundet på af N. P. Miltersen). Nærmere beskrivelse af dem i SLØJD nr 1, 1991.

Drejebænken indtager en særstilling, idet den på én gang er maskine og håndværktøj, samtidig med at der i høj grad benyttes ordinært håndværktøj i forbindelse med den.

Hvornår drejebænken blev opfundet er ikke til at sige, men den har været anvendt i det gamle Ægypten, i Rom, og i osse i Danmarks oldtid har den været kendt. Selve drejebænken har man ikke fundet, hverken her i landet eller andre steder, men drejede genstande, henved 2000 år gamle. Ligeledes findes der ægyptiske gengivelser der viser drejebænke i brug.

De ældst kendte - nogen af dem bruges endnu i Afrika og Indien - består af et stativ, hvor pinoldokken har kunnet reguleres enten v. hj. af en sten (det foreslår Bjarne Lønborg (1990), eller, hvad der er mere sandsynligt, med en kile eller to.

Driften foregik ved hj.a. en bue (princippet beskrevet under ildbor i Kap. Bor og Boreværktøj). - Det var ikke altid nok at anvende begge hænder. Undertiden skulle drejeren tage fødderne til hjælp (Lønborg, Skalk 3,90). Norman (1961) påviser bl.a. v. hj.a. et ægyptisk relief, at en hjælper undertiden her trukket buen for drejeren. Om han så osse har ret i at drejningen foregik i det vertikale plan, vil jeg stille mig tvivlende overfor. Relieffet er ikke perspektivisk, og det kan derfor være tilfældet at osse sådanne ægyptiske drejebænke har arbejdet vandret. (ill p. 56).

Moderne drejebænke, som jeg snarest vil karakterisere som maskiner, roterer ved hjælp af en (indbygget) motor, og spindlens hastighed reguleres enten ved hjælp af motoromdrejningerne, eller ved et gear, oftest udformet som et par trappeskiver, d.v.s. aftrappede remskiver, den ene placeret ved motoren, den anden i forbindelse med spindelen. Trappeskiven er opfundet i 1700-årene.

Ældre tiders drejebænke kunne være forsynet med vippelad, osse kaldt springgås, der skulle drives med foden. Vippeladet synes udviklet i 1200-tallet. Det er med en snor forbundet med en bue fastgjort i loftet eller på en lodretstående post. Bagsiden af drift med bue er at emnet roterer i begge retninger. Vor gamle bekendt Leodardo da Vinci skitserede drejebænke, og fandt frem til en foddrevet med svinghjul og krumtap (ill. Norman 61, p 60), men om den opfindelse fik praktisk betydning før langt senere er uvist.

Drejelad, Drejerbænk, og Drejerlad, se drejebænk.

Dreng, se bænkhage.

Drittelblok (bdk.)

1. led fra ty. drittel, tredjedel; egentlig gammelt smørmål. Drittelen er tredjedelen af korntønden, ca 48 l. (Rasmussen 67). Se endvidere under Mål og Måleværktøj

Arbejdsblok, hvor bødkeren står og samler dritler, jvf. ankerblok. Se def. under blok.

Dukke, se radstok.

Dup

on. doppa; grundbetydning, noget (ud)hulet; i videreudvikling bl.a. "søm med stort hoved til hjulbeslag", (træ)tap til samling af bjælker; endvidere i egl. betydn. i sammenskrivninger: dupsko m.fl.

I forbindelse med værktøj vist kun i betydningerne bænkdup, skæredup og pigdup, der knytter an til "tap".

Duphul

Firkantede huler i ladet og bagtangen på en høvlebænk, en billedskærerbænk, m.v., hvori sættes bænkdupper, holdehager og deslige. Duphuller er normalt sat i én række (på visse bænke dog i to) langs ladets forkant. Undertiden ses ligeledes en række på siden af ladet - til sidebænkduppe.

Dælling (bdk.)

jvf. holl., fris. delling, flad plankeklædning

Bødkerens arbejdsblok, dehling (Dialektforskningsinstituttet), delle (Kerteminde Museum) eller delling. Se def. under blok.



E


Egeviser, eller Egerviser (hjm.) Kragelund 52/Raae

Indretning til at sætte i karetmagerens radstok for at regulere egernes styrt. En opretstående pind eller stav (evt. forsynet med et antal huller) hvori kan sættes en "viser", en tværpind eller en gåsefjer der afslører om egen har den rette vinkel. Det samme som kæfert (Sjælland), stillepind (Sjælland, Fyn) og troknægt (vist kun brugt på Bornholm). Ordene er nævnt både hos Ellen Raae (u.a.) og Kragelund (1952).

Elevbænk, se sløjdbænk.

Etau, se i hovedafdelingen.



F

Falsbænk

Er vistnok "en tidligere anvendt snedkerbænk, hvorpaa bræt olgn. sattes fast under falsningen", siger ODS, men jeg er ikke sikker på definitionen; måske er det den der er illustreret i Håndværkets Kulturhistorie (bd. vi), - illustrationen her er ikke helt klar - og ODS er til liden hjælp, hvis ikke det er den lange pløjebænk fra Sønderborg Slot (900522) og Den gamle By i Århus.

Fedtpind og Fedttap, se hjulbuk.

Fileklemme, se fortang.

Fodstykke

Den nederste del af høvlebænkens stel, det af den der hviler på gulvet.

Foldebuk, se buk.

Forbord, se briks.

Forsætter (drej.)

Anlæg, hvortil drejestålet støttes, se drejebænk.

Fortang, se høvlebænk.

Fortangsforlænger Sn II

Fidusværktøj eller hjælpemiddel, fremstillet for at forbedre fortangens egenskaber. Vist egl. en bænkdreng? Bør undersøges nærmere!!

Fortangsskrue, se spindel under høvlebænk.

Fransk fortang, se høvlbord og høvlebænk.

Fritstående Sløjdbænk

(Mindre) høvlebænk til sløjdbrug, som står frit på gulvet, hvadenten det er som katederbænk eller som elevbænk. I alle tilfælde er den et modstykke til Mikkelsens berømte (berygtede?) kolonnebænk.

Fugbuk (hjm.?) Kragelund 62

Måske er det, det ord Dialektforskningsinstituttet har fundet på grenåkanten, og som her betyder radstok.

I Fugebuk ODS

1. Muligvis er det en bænkedreng. I så fald se i hovedafdelingen. Det kan dog vist osse være en

2. radstok eller hvad der i Den gamle By i Århus er benævnt

II Fugebuk (med fedtpind) der er en hjulbuk.

Fugebænk ODS

Rubank eller arbejdsbænk?

Her er jeg i tvivl. ODS nævner kun rubanken, men kan det passe? Hvis det er rigtigt, da er det fra ty. fugbank. Men der kan være tale om den fra Århus og Sønderborg kendte pløjebænk. Se osse 900522, falsbænk?

Fugelad(e)

Muligvis en bænkdreng? - se endvidere i hovedafdelingen, hvor der er bemærkninger og henvisning til Teknisk Leksikon (1947).

Fugestol, se bænkdreng i hovedafdelingen, eller fugebuk, ovenfor.

Fælgbar, Fælgblok, Fælgbør og

Fælgbuk (hjm.)

Borelad, borebænk, borestol, borestok, -bør, -buk, eller blot hors.

Fælgbukken består af en svær planke på nogle lave ben. Her kan et fælgstykke gøres fast ved hjælp af en støtteklods og en lang tap når der skal bores huller til egerne.

Hans P. Dues fælgbuk er fremstillet af hans far Lasenius (Lasse) Due Nielsen d 12/3 1898. Den bruges ligeledes til at fastholde egerbænken (blandt menigmand kaldt "navet") når akselhullet skal bores ud og når egerhullerne skal fires, dvs. udstemmes.



G


Grebning [grævneng], Grævling (?), eller Grevning

ordet er af usikker oprindelse; måske er det egl. vbs. til "grebe" med grundbetydningen, "fjerne staldgødning med greb"

I min læretid (1954-59) hørte jeg daværende møbelsnedkersvend, siden mester, Ove Andersen, bruge ordet om høvlebænkens bilad, men først her i 1990 har jeg fået verificeret at han har hørt en af de gamle snedkere bruge udtrykket, ved en bestemt lejlighed på det værksted i Nr. Lyndelse hvor han var i lære. Af en eller anden grund blev ordet hængende i hovedet på mig, og da jeg gik Ove Andersen på klingen sagde han at han kun hævde hørt det én gang, men at det var noget han havde bidt mærke i - hvad jeg altså osse selv gjorde. Om det er et helt personligt udtryk, dialektalt eller har været anvendt i andre dele af landet osse, ved jeg ikke, men jeg hører gerne nærmere hvis nogen skulle have hørt ordet brugt.

Ømålsordbogen (der befinder sig upubliceret på Dialektforskningsinstituttet) angiver under opslaget grebning at det på Fyn kan udtales [grævling].



H

Hage

Ordet står vel sjældent alene, men er sammensat til ( i denne forbindelse) bænk-, holde-, eller klem-.

Hest

on. hestr; besl. m. hingst

1. Her er der tale om skærebænken, der blandt synonymerne har flere der har hest som sidsteled, fx. snitte-, tælle- osv.

2. fælgbuk.

Hilde (hjm.) Raae/jy

Kile i fælgbuk eller radstok.

Hjulbuk (hjm.)

Det er igen hjul- og karetmager H. P. Due fra Svinsbjerg på Lolland der har foræret mig dette ord. Hans hjulbuk er en trebenet buk med et svært, rundt lad med et hul i midten, hvori der kan sættes en fedttap, fedtpind.

Efter god sædvane hersker der en pragtfuld sammenblanding af udtrykkene, således at ét ord kan betegne flere forskellige stykker værktøj. Hjulbukken har derfor følgende synonymer: Fugebuk, -blok, -stol, -stok, hjulstol og treben samt muligt hulstol.

Hjulbukke bruges når et hjul skal bearbejdes i vandret stilling af hjulmageren (osse af smeden når han ringer?). Så lægges det ned over fedttappen på bukken og kan således drejes om dens akse.

Hjullad (drej.) DgB

I Den gamle By defineres det som et drejelad med et stort hånddrevet svinghjul.

Hjulstol (hjm.)

se radstok.

Hobbybænk

1. led fra eng. hobby, oprindeligt "lille hest"

Høvlebænk til hobbybrug, men bl.a. set hos violinbygger Jørgen Nielsen, København.

Holdehage eller Holdhage

1. Se osse i hovedafdelingen, def. 1.

2. En form for pigdup til at sætte i en billedskærerbænk når billedskæreren arbejder med (lange) plastiske emner.

3. Del af en radstok, men hvilken? Der er et jysk karetmager(?) -udtryk, klamme, hentet hjem af Dialektforskningsinstituttet, og som skulle betyde det samme. Problemet er blot de sparsomme oplysninger der knytter sig til de ord man har indhentet her, ikke mindst fordi de færreste af indsamlerne har været håndværkere.

Hors, se fælgbuk.

Hoved

Kaldes den del af tællehestens vægtstang, der fastholder emnet mod brystet, også kaldet bænkhoved, (se skærebænk, hvor den er illustreret)

Hovedstykke

Det stykke træ, der sidder foran høvlebænkens bagtang i ladets bagende.

Huggeblok

Stor træklods, der anvendes til at hugge noget på, lyder den generelle definition. Huggeblokke anvendes af adskillige træsmede, ikke mindst træskomænd, bødkere og hjulmænd.

Huggebuk

Er det en huggeblok?

Huggebænk

hvad er det?

Huggehusbænk, se skærebænk.

Huggeklods, Huggeknop, Huggeknot, Huggeknub og Huggeknup, se huggeblok?

Hughusbænk, se skærebænk.

Huggetvege, Huggetveje (mar.)

Ordet fundet hos Juel (1985) og brugt blandt de mennesker der i beg. af 80-erne byggede en kopi af et vikingeskib i Roskilde. Det er nu ingen ny opfindelse, idet den er gengivet på en af kilderne til bådebyggeriets område: Bayeuxtapetet fra det sene 1000-tal.

Kraftig tvege, nedgravet i jorden og anvendt som støtte for bordplanker der skal tilhugges.

Huleblok, Hulestok, og Hulestol

Træblok, hvorpå udhulingen af trævarer (træsko, trug olgn.) foregår; træskomagere kalder den vistnok undertiden for ryddestok.

Hulstol (hjm.)

se hjulbuk.

Høj buk, se polstrerbuk, under buk.

Høvlbord

1. En art primitiv høvlebænk uden tænger, men forsynet med et antal duphuller hvori der kan placeres bænkdupper og/eller spændehager. Bruges der dupper, kan opspændingen foregå v. hj.a. kiler, og det er muligt at planere med høvl.

Illustrationen er hentet fra "Haandværk i Hjemmet". (Frem 1906) (p. 153)

2. I et af C. Th. Roms kataloger fra før 1900 er der nævnt et høvlebord "for børn", til at spænde på et bord eller lignende, men det er ikke illustreret eller nærmere beskrevet.

Langeskov Værktøjsfabrik nævner 2 typer høvleborde i et katalog (u. a.). Det fremgår ikke af illustrationerne hvordan disse borde kan fastgøres til et underlag, men det sker tilsyneladende ved hjælp af tvinger.

3. I England, USA, og Sydeuropa bruges ikke høvlebænke som vi kender dem her i landet, men kraftige høvleborde, noget sværere end beskrevet ovenfor og vistnok osse forsynet med fransk fortang.

Bådebygger Helge Askholm fortalte under en samtale, at de på værftet i Frederikssund havde et sådant bord i hele værkstedets længde, ca 20 m.

Høvlbænk, se høvlebænk.

Høvlebord, se høvlbord.

Høvlebænk

Er først og fremmest snedkerens og til dels tømrerens fornemste og måske vigtigste værktøj, hans arbejdsbord; men den findes i mange forskellige udførelser, størrelser og med lige så mange forskellige navne. Ligesom de er indrettet eller udformet efter det særlige behov den enkelte træsmed har. Derfor vil enhver træsmed finde sin egen høvlebænk mest praktisk, hvis han da hører til dem der bruger den - det er nemlig ikke alle. Det til trods kan man finde den i en eller anden form på stort set alle træsmedeværksteder.

Høvlebænken har en lang historie bag sig. I følge R. A. Salaman (1989) brugte de gamle romere et bord, bestående af en kraftig plade monteret på fire spredte ben. Til at fastholde emnerne brugte de holdehager, mens de ikke udnyttede deres kendskab til skruen til at lave egentlige tænger. Høvlebænken var derfor i århundreder blot et bord med nogle duphuller (Dahl 1981); sådanne arbejdsborde bruges endnu i Sydeuropa og de angelsaksiske lande (USA inkl).

Som den ser ud i dag er den af tysk oprindelse. Den kom fuldbåren til verden i Nürnberg omkring år 1500, hvor en Löffelholz forsynede den med skruetænger, men der gik mere end 200 år inden den blev almindelig. (Greber (1937 og 49) samt Goodman (1964)). Det er temmelig bemærkelsesværdigt at der skulle gå så lang tid, for høvlen bliver rigtigt almindelig netop i slutningen af middelalderen (skønt den allerede da har været kendt på disse kanter i 1200 år, se Kap. Høvle).

Fælles for dem alle er dog at de består af en kraftig (bøgetræs) planke, pladen, ladet, der hviler på et forsvarligt stel af fyrretræ. Stellet består af to bukke, normalt med tre "ben" i bænkens brede ende og to i den smalle (bagende), og holdes sammen af to brede "bjælker" der er tappet igennem benene. Benene et tappet ind i et vandret liggende fodstykke og et lignende topstykke. Slås der en plade under bjælkerne har man et udmærket rum til opbevaring af værktøj, madpakke eller andet brugbart gods...

Ladet har en tykkelse på 5-10 cm, bredden normalt omkr. 30 cm, men er dertil bagtil forsynet med en fordybning, biladet, hvor værktøjet kan lægges så det er lige for hånden når der er brug for det, og hvor det ikke generer arbejdet på den høje del af ladet.

Jeg har ved en enkelt lejlighed hørt udtrykket "grebning" blive brugt om biladet; det var møbelsnedker Ove Andersen (f 1926 på Fyn), der havde hørt det af "af en af de gamle" som han udtrykte det.

Langs ladets forkant og i bagtangen er lodret nedstemt en række duphuller til at sætte bænkdupper, skæredupper eller pigdupper i. Undertiden ses en lignende række huller vandret nedstemt i forkanten. De er til de sjældne sidebænkduppe. Der har været en særlig høvlebænkstopper osse kaldt høvlebænkhage i handelen, men jeg har aldrig set den på nogen bænk.

På især gamle bænke - jeg mindes kun at have set dem på museer - er der et eller flere runde huller i ladet, beregnet til bænkhager.

Et stykke fidusværktøj er støtteklodsen, en lille drejelig pind der skrues fast ud for bagsiden af biladet ved bagtangen. Det er den der vistnok osse kaldes høvlebænkstopper.

Hos pianosnedker Jørgen Sillemann har jeg mødt en snedkerbænk hvor biladet var dækket af en plade ("et pænt fyrrebræt"), ca. dobbelt så bred som biladet. Denne høvlebænk er særligt velegnet når der skal arbejdes med flygelmekanikker der er noget bredere end piano- og pianettemekanikker.

Høvlebænken er oftest "venstrevendt", d.v.s. udformet til højrehåndede træsmede, hvor fortangen er sat i venstre side og bagtangen i højre. Der bliver fremstillet højrevendte til venstrehåndede. De er dog forholdsvis sjældne og synes ikke at være lagervare. - Jeg har kun set et enkelt eksemplar i brug.

Høvlebænkens fornemste indretninger er tængerne, de to "skruestikker", ladet er forsynet med, fortangen, der som ovenfor nævnt normalt sidder til venstre og bagtangen, til højre (på snedkerbænken). Tængerne spændes med spindler, skruer af træ eller - i dag almindeligvis - jern. Skal det være meget højtideligt, kan ordene høvlebænkspindel, resp. -skrue, evt. fortangsskrue anvendes, men det er ord det helt afgjort tilhører skriftsproget.

Danske høvlebænke er sjældent udstyret med fransk fortang, der strengt taget osse hører til det lange høvlbord, der bl.a. findes på franske og angelsaxiske værksteder og i hele middelhavsområdet.

Fortangen er den "forreste" af høvlebænkens tænger. Hos snedkere, tømrere og flere andre er det den tang der sidder til venstre når man står med front mod bænken på den almindelige "højrevendte" bænk.

Karetmager H. P. Due (Vestlolland) har fortalt mig at det er den der sidder til højre på hans bænk, der er fortangen og som ligeledes benævnes karetmagertang med kun ét duphul i modsætning til snedkertang (se bagtang, nedenfor).

Almindeligvis er bænkens lad udvidet vinkelret foran fortangen, således at spændpladen styres af en kulisse (se nedenfor). Den franske fortang (se høvlbord) sidder direkte på siden af ladet og kan bedst sammenlignes med en almindelig bagtang eller en karetmagertang. Spindlen sidder lavere og går gennem et hul midt i det lange bræt der udgør den ene af tangens kæber. Kæben roterer løst om spindlen til stor irritation for folk der ikke er vant til det, jeg har selv prøvet at stå på et græsk værksted i en ferie.

Billedskærerbænken har kun én tang (i højre side), som kaldes fortang. Det står der bl.a. at læse om i Billedskærerbogen.

I de fleste tilfælde spændes tængerne med en spindel, men i Den gamle By i Århus har jeg set et eksempel på en, hvor fortangen er forsynet med en kile (mus. nr. 1445:50, pl 4838), se ms 1.

Den bageste af høvlebænkens tænger er bagtangen - men der er som ovenfor antydet blot ikke enighed om hvordan for og bag på en høvlebænk defineres!

For en snedker eller en tømrer er der ingen tvivl: Venstre er "for" og højre er "bag" når man står med front mod bænken.

Snedkerbænkens bagtang er vinkelformet og har 1 - 3 duphuller i den "blok" der glider langs ladet styret af en kulisse, mens karetmagerbænkens fortang, der som andet steds nævnt sidder til højre, har et eller to, afhængigt af om der er en eller to rækker duphuller, og tangens hoveddel er den klods der sidder på tværs af bænken.

En pind der sidder i spindelens hoved, og som bruges som vægtstang, når tangen skal spændes, kaldes enten bænkstok, tangstok, spændepind, eller spændestok.

Den første bænk jeg selv stod ved, og som blev kaldt "karetmagerbænk" (hvad den blot ikke var, men den havde karetmagertang), havde to rækker duphuller, og altså et i hver side af bagtangen, der fyldte hele ladets bredde (set på Fyn i begyndelsen af 50-erne). Denne bænk kan have været en tillempning af Axel Mikkelsens berømmelige - og for ægte træsmede - berygtede, kolonnebænk (hvordan kan man save, endsige høvle i takt under overopsyn af en støvleskaftet lærer med lineal og waterpas i ryggen?).

Bagtangen styres som på øvrige høvlebænke ved hjælp af styrelister, der glider i en kulisse under bænkladet.

Bagtangen kendes ikke i Middelhavslandene eller Amerika, hvor man knapnok bruger høvlebænk i det hele taget men tager til takke med nogle mærkværdige borde, som vi danskere ville have svært ved at vænne os til. Sådanne er illustreret hos Diderot i den store Encyclopædie fra slutningen af 18. årh. (Dahl 81).

Det er rimeligvis en overdrivelse, men enhver so holder mest af sine egne unger, og den bænk man har vænnet sig til at stå ved "fra vi var lille" finder man sikkert mest genial resten af livet. Se osse billedskærerbænk.

Billedskærer O. W. Gjerding (f. på Falster) kalder derimod vor fortang en "fileklemme" - så forvirringen synes total blandt de forskellige brugere af høvlebænke.

Fugebænken, er muligvis en høvlebænk uden bagtang. En sådan er illustreret i Håndværkets Kulturhistorie, bd. iv. Illustrationen er ikke helt god at blive klog på; det kan godt være at det bord der ligger på bænken skjuler udsigten til bagtangen. Det kan dog osse være en pløjebænk.

Billedskærerbænkens fortang er formentlig et lån fra høvlebænkens bagtang, men det er rent gætteri.

De forskellige træsmede har omarbejdet høvlebænken, og tilpasset den sine egne behov. Nogle kan klare sig med en kort, let bænk, andre skal have en lang, tung; ligeledes er der forskel på tængernes udformning, bl.a. med hensyn til antal og placering af duphullerne.

Tømmerbænken (tømrerbænken) har som regel kun fortang og er altså snarere en fugbænk.

Sluttelig kommer der en række forskelligt udformede høvlebænke, først og fremmest beregnet til hobby- og sløjdbrug. De er alle mindre end snedkerbænken. Jeg har dog set en sådan hobbybænk i brug hos violinbygger Jørgen Nielsen i København, men en instrumentbygger har ejheller behov for 2 meter arbejdsplads, omend hans hænder er på størrelse med en møggreb.

Kolonnebænken, eller sløjdbænken, derimod er en rent dansk opfindelse fra omkr. 1880 hvor en eller to kolonner er fælles om en lang grebning på tværs af rækkens forende. I forbindelse med sløjdundervisning er der desuden udviklet en lærerbænk, osse kaldt katederbænk.

I tidens løb er der gjort forsøg på at udvikle forskellige transportable høvlebænke. Et sådant er beskrevet i Århus Værktøjsmagasin (1930, p 24), hvor det kaldes høvlebænkskruestykke, der kan monteres på en planke eller en buk og med lethed kan være i rygsækken, da den vejer en bagatel af 12 kg og anbefales især bygningssnedkere. Den er egl. blot en kombineret for- og bagtang fremstillet af "jern og stål", og som monteret på en passende planke kunne gøre det ud for en art høvlebænk. hvorvidt denne opfindelse fik nogen praktisk betydning er uvist, i dag foretrækkes nok den transportable arbejdsbænk.

Høvlebænkdup, se dup og høvlebænk.

Høvlebænkfodstykke, se fodstykke og høvlebænk.

Høvlebænkhage, bænkstopper, se høvlebænk.

Høvlebænkskrue, se spindel under høvlebænk.

Høvlebænkskruestykke, se høvlebænk (slutningen af art.)

Høvlebænkspindel, se spindel under høvlebænk.

Høvlebænkstopper se bænkstopper og høvlebænk.

Høvlbord, Høvlbænk, Høvlebord, Høvlebænk, samt Høvlebænkdup, Høvlebænkfodstykke, Høvlebænkhage, Høvlebænkskrue, Høvlebænkspindel, Høvlebænkstopper, og Høvleplanke,

se alle under høvlebænk.

Høvlskraber, se blokskraber, Kap. Høvle

Høvlspuns, Høvlstok, Høvlsål, og Høvlvange, se høvl.



I

Indspændingstang (sjældent?)

Om høvlebænkens for- og bagtang.



J


Jernspindel, se spindel under høvlebænk.



K

Karetmagerbænk

Som dreng i de tidlige 50-ere gik jeg til "husflid" hos gamle snedkermester Rasmussen i Holmstrup på Fyn. Det var oven på et lagerlokale i Brugsen, og vi kom derop ad en hønsestige, men her stod et antal små høvlebænke som Rasmussen (jeg fik vist aldrig hans fornavn, og hans data kender jeg slet ikke, men jeg husker hvordan han så ud: rund og trivelig, med runde stålbriller og en lille grå moustache, hvid kittel og slips!) kaldte karetmagerbænke. De havde lige tilpas størrelse for os drenge. Sagen var dog, at enten misforstod jeg eller osse gjorde Rasmussen, for i virkeligheden havde bænkene blot karetmagertang som bagtang. Dog er den populære betegnelse karetmagerbænk.

Men hjul- og karetmager H. P. Due i Svinsbjerg har en helt anden stående. Den ligner en snedkerbænk med et duphul i fortangen, der benævnes karetmagertang, (i bænkens højre side). Pladen (ladet) er bredere og sværere end på almindelige snedkerbænke, sådan at hele bænken bliver tungere, og det han kalder bagtang består af en række duphuller på tværs af det jeg plejer at kalde bænkens forende. Det jeg benævner fortang har Due intet navn til... (ill)

Karetmagerbænken er almindeligvis noget tungere og kraftigere i godset end dem snedkere og tømrere klarer sig med.

Karetmagertang

Den ene af karetmagerbænkens tænger - den der sidder i bænkens højre side og består af en bjælke på tværs af ladet, forsynet med et eller to duphuller; se endvidere høvlebænk.

Katederbænk (sløjd)

1. led fra lat. cathedra, stol, lærestol, bispesæde, gr. katédra

Høvlebænk til brug for sløjdlærere; en anden betegnelse er lærerbænk.

Kileklods,

se buk ovenfor, eller i hovedafdelingen.

Klamhage, se klemmehage.

Klamme (hjm.) jy

Kile i en radstok? Det fremstår som et spørgsmål hos Ellen Raae.

Klemhage

Bænkhage? se klemme-.

Klemme, se osse klemmehage.

Klemmebænk (træsk.) Ejl.83

se ill hos Ejlertsen.

Klemmehage

Osse benævnt klemhage. Krog- eller vinkelformet bænkhage af kraftigt gods (jern), brugt (især?) af billedskærere til fastholdelse af flade emner på bænken eller arbejdsbordet. Er man ikke i besiddelse af klemmehager, da kan man i stedet anvende skruetvinger. (ill), LJ 86, p. 14. På ældre høvlebænke kan man ofte finde huller til hager, så det må formodes at brugen af dem har været mere udbredt end i dag.

Knivbuk, eller Kniv(e)bænk, samt Knivskammel, se skærebænk.

Kolonnebænk, eller Kolonnesløjdbænk

1. led fra fr. colonne, lat. columna, søjle

Høvlebænk til brug ved undervisningen i sløjdlokaler. Den er en dansk opfindelse; udviklet af Axel Mikkelsen ca 1880.

Kolonnebænken er ganske kort, idet ladet ikke er mere end ca 80 cm i længden. Den har to rækker duphuller og både for- og bagtang.

Biladet er fælles for en eller to kolonner.

Det er snedkerbænken der ligger til grund for kolonnebænken, men den er helt og holdent afpasset til sløjdbrug, idet læreren kan stå for enden af rækken og overvåge samtlige elever på én gang.

Der er noget militærisk over hele Mikkelsens system, hvilket kan være svært for en træsmed at acceptere, sikkert langt mindre for en lærer - især for mere end 100 år siden. Set ud fra et pædagogisk synspunkt ligger den store fordel i at læreren kan stå for enden af den ene eller de to rækker (kolonner) og se efter at eleverne holdt takten under savningen (hele det første år med sløjd), eller høvlingen (2.år), men hvordan eleverne har befundet sig under dette lineal- og taktstoksystem, skal jeg på dette sted undlade at sige noget om. Sløjdbænk. Se endv. høvlebænk.

Kravlebuk, se osse buk.

Lav kraftig buk, med en ca 4 x 4" overligger, brugt af murere. Højden er ca 40 cm. Fra Fyn har jeg fået udtrykket pudsebuk om samme stykke. Meddelt af murer Dan Søgaard.

Hvorfor den kaldes kravlebuk er uvist.

Kulisse, se i hovedafdelingen, eller ovenfor, høvlebænk.

Kæfert, se egeviser.


L

Lad

Høvlebænkens plade, osse kaldet lade.

Ladbuk

Vistnok det samme som radstok.

Lade, se lad.

Langbænk

En form for langt arbejdsbord, eller -bænk uden tvinger ofte placeret under vinduerne langs værkstedsvæggen på visse værksteder. På Frederikssund Bådeværft gik man ifølge Helge Askholm "hen på hylden" når man arbejdede ved den. Egl. er bødkerens briks, hans forbord, en form for langbænk. Se endv. høvlebænk.

Limbord, se i hovedafdelingen.

Lærerbænk

Det samme som katederbænk, se osse høvlebænk.

Løvsavbuk, se i hovedafdelingen.



M


Medløbspatron, se under drejebænk.



N


Notbuk gori

Se dog bemærkningerne i hovedafdelingen.



P

Pigdup

1. led glda. pigh; besl. m. pik, pikke o. fl. a.; egl lille tilspidset genstand af træ eller jern

1. Bænkdup af træ eller jern hvis hoved er forsynet med en eller flere (savtakkede) pigge, der trænger ind i emnet når det stødes mod duppen. En pigdup kan derfor bruges alene i høvlebænken - altså uden at arbejdsemnet er spændt op mellem to dupper - hvilket kan være en fordel hvis emnet er langt, hvis der er mange emner der kun skal have få høvlstrøg eller lignende, hvor det er ufordelagtigt eller unødvendigt at spænde op mellem dupper. Det er vistnok hvad nogen træsmede kalder for (høvlebænk)stopper (bænkstopper), (ill. FfS T 12, fig 96), men jeg er ikke sikker på det, så jeg ønsker en reaktion fra kompetent side.

2. Dup der er omtrent dobbelt så lang som en almindelig bænkdup, og som i den ene (øverste) ende er forsynet med en "pinol", der blot kan være et søm eller en skrue der sidder med spidsen fri.

En sådan pigdup bruges når aflange emner skal bearbejdes sideløbende på flere sider. og anvendes af fx. stolemagere, drejere, hjulmænd med flere.

Se også under bænkdup.

Pløjebænk DgB

eller fugbænk. Bænk, bestående af en kraftig fod forsynet med et par kraftige brædder der kan spændes sammen om et langstrakt emne, en planke, ved hjælp af to spindler. Bænken er set i rekonstruktion i Den gamle By i Århus amt på Sønderborg Slot (original). Er angiveligt blevet anvendt af tømrere til fugning og pløjning af fx. gulvbrædder.

(neg 900522)

Visted og Stigum (1971) afbilder p 347 en lignende bænk, her kaldt skottbenk, dog tilsyneladende uden spindler. Det ser desuden ud som om "benene" på den er jordgravede. To gamlinge er i færd med at pløje "bord". Billedet er taget på Hadelandsmuseet.

Polstrerbuk, se buk.

Pørtbænk

En spøgefugls benævnelse af en ørtebænk.



R


Radstok (hjm.)

efter ty. radestock

1. led til ty. rad, hjul; jvf. (bil)rat | I den forbindelse kan jeg nævne at vi jo har udtrykket "at radbrække", dvs. at lægge på (stejle og) hjul - en af de mere eksotiske henrettelsesmetoder der har været anvendt her i landet.

Radstok kaldes endv. hjulstok, hjulbænk, hjulstol, fug(e)buk, ladbuk og vinde.

Et af hjulmandens vigtigste stykker værktøj; den arbejdsbænk han bruger når hjulet skal spændes op, hvadenten det er for at bore hullerne i egerbænken ( den sværeste del af navet), for at slå egerne på, samle stykkerne af fælgen eller færdiggøre hele hjulet.

En radstok består af et par kraftige vandrette bjælker, vanger, hævet over en rammefformet fod ved hjælp af 4-6 svære stolper, der visse steder kaldes dukker, i ental osse dok, dokke. Navet hviler på

vangerne i et par klodser, hjulklodser, bakker og fastholdes af hilder, klamer eller holdehager.

Til at kontrollere egernes "styrt" (smig) bruges en egeviser, der sættes på radstokken.

Ryddestok, og Ryddestol

det samme som huleblok og -stol, se huleblok.



S


Samlebræt, dælling m.fl. Se def. under blok.

Savblok, Savbuk, Savelad og Savkrykke, se savbuk.

Savlad, savbuk?

Savstilling

Forældet, betydningen er her savbuk. Se osse Kap. Save

Savstol, savbuk?

Sidebænkhage

Bænkhage til at sætte på siden af høvlebænken, eller en der går ud over kanten (siden) på en høvlebænk.

(Jeg er usikker på forklaringen, og ønsker nærmere hvis nogen kan give mig et praj.)

Skammel

Undertiden er dette brugt kort for arbejdsskammel eller ørtebænk.

Skottbenk (n), se pløjebænk.

Skotteknub, (træsk.) EJ 38

Vistnok en huggeblok.

Skrue, se spindel under høvlebænk.

Skruebænk

Høvlebænk med skrue(r), dvs. spindler, skruetænger.

Skruestik og Skruestok, se i hovedafdelingen.

Skruetang, se høvlebænk.

Skærebænk

Flere helt eller halvt professionelt arbejdende træsmede samt folk der kun har deres gang i huggehuset på en gård, anvender skærebænk. Den er uundværlig for bødker og hjulmand, der arbejder meget med båndkniv, og den har fået mange fantasifulde udformninger af fx. træskomanden, der ofte var semiprofessionel og gerne tillige fx. husmand med lidt jord på landet, men især stod den i huggehuset, som værkstedet kaldes på enhver landejendom, stor som lille.

I princippet består den af en vandret planke, der hviler på 3 - 4 skråtstillede ben. På den forreste del af planken er anbragt en noget tykkere, forskelligt udformet klods, der har et udstemt hul, hvorigennem der sidder en vægtstang, der kan bevæges omkring en tap. Vægtstangen har for oven et bænkduplignende hoved og for neden en tværpind, et par "pedaler", hvorpå fødderne støttes under arbejdet.

Træsmeden, der sidder over skrævs på hesten sætter fødderne på "pedalerne" og klemmer hovedet af vægtstangen ned mod emnet, der derved holdes fast mod "brystet" (def. 2).

At skærebænken har været meget almindeligt anvendt tyder alle synonymerne på - og jeg er ikke sikker på jeg har fået fat i dem allesammen - vær derfor behjælpelig, om du har kendskab til noget jeg har glemt eller ikke fået med af anden årsag:

Bødkerbænk, båndstol, hest, huleblok, -stok, -stol; huggehusbænk, kniv(e)bænk, knivskammel, ryddestol, og -stok, samt skærekiste, eller -lad, foruden snit(te)bænk, -hest, -lad eller -skammel. Desuden træsko(mager)bænk, tælgebænk, -hest og -stol; slutteligt, lignende sammensætninger med tælle-...

En af dem jeg har korresponderet med i anledning af min bog, Haraldur Ágústsson, Reykjavík, skrev i anledning af bødkerhesten:

"Min farfar som var uddannet bödker havde en bödkerstol som på ísl. hedder: beykishestur = bödkerhest. Når folk i gamle dage skulle ud på en söndagsridetur var der mange som manglede en hest og de blev henvist til farfar for han ville sikkert med glæde låne dem sin hest som hed móri. Der gik mange skuffede hjem igen efter at have set hesten."

mange forsk ill, tegninger og div. fotos.!!!!

Skæredup se pigdup.

Skærekiste

Har jeg fra H. P. Due. Det er hans navn for skærebænk.

Skærelad, og Skærelade, se skærebænk.

Slingebuk

Kraftig buk, der anvendes ved slingning (firkanthugning) af tømmer.

Sløjdbænk

Høvlebænk til sløjdbrug, se kateder-, kolonne-, eller lærerbænk.

Snedkerbænk, eller Snedkerhøvlebænk

Den almindelige høvlebænk, med en længde på ca 2 m og forsynet med for- og bagtang. Bagtangen er den vinkelformede.

Snedkertang

Bagtangen på en snedkerbænk, se høvlebænk.

Snitbænk, Snithest, og Snitlad,

se skærebænk.

Snitskammel

2. led fra oht. scamal, osax. skamel; dem. af lat. scammum, bænk, bænk uden ryg- og sidelæn; egl. "lille lav bænk eller stol"

Se skærebænk.

Snittebænk, se skærebænk.

Snittedup

Vistnok det samme som pigdup?

Snittehest, Snittelad, Snitteskammel, og Snittestol, se skærebænk.

Spindel

fra ty. spindel; grundbetydning, spinderedskab, ten

Skruerne i høvlebænkens tænger eller skruestikkens skrue, samt pinolen på en drejebænk.

Springgås (drej) gori

Det er uvist hvorfor drejernes vippelad har fået denne sjove betegnelse, men jeg har fundet den på Goris plakat "Sagt på godt Træsprog".

Spænd(e)blok (bsk.)

(hovedafdelingens def. I)

Lille "høvlebænk" uden stel, der undertiden bruges af billedskærere til spænde fast på billedskærerbænken eller arbejdsbordet ved hjælp af en skrue.

Den består af en svær bøgeplade, ca 80-85 cm x 40-45 cm med en række duphuller og en fortang nedfældet i den ene ende.

Hvor den stammer fra i verden får vi måske et svar på ved at se på hvad den hedder på fransk, nemlig "Presse Allemande", altså "tysk presse". Den danske spændeblok er tilpasset og forbedret af billedskærer Laurits Jensen, og den kan naturligvis bevæges i alle horisontale retninger på bord eller bænk, som den i øvrigt spændes på v. hj. a. en skrue.

Spændehage

Det samme som bænk- eller klemhage.

Spændepind, og Spændestok,

se bænkstok under høvlebænk (ovenfor) eller skruestik (i hovedafdelingen).

Spændetang, se høvlebænkens tænger

Spændhage, og Spændklo, se Bænk-, eller klemhage.

Spændpind, se tangstok, under høvlebænk.

Stanley-A-buk©, se buk.

Stanley-universalarbejdsbænk, se arbejdsbænk.

Stol

on. stóll, got. stals, trone; besl. m. stå | grundbetydning "noget (fast)stående, stillads, underlag og derfra videreudviklet til "siddeplads for en person"

I sammensætninger som hule-, tælle-, m.fl. se skærebænk.

Stopper, se bænkstopper.

Støtteklods

Bevægelig klods, der ved hjælp af en skrue fastgøres ved siden af bagtangen på høvlebænken, således at den kan drejes op når den skal bruges og derved danne støtte og anslag for emner der skal skæres.

Når støtteklodsen ikke er i brug vrides den ned under plan med ladet.

Kaldes vistnok osse for (høvle)bænkstopper. Se Salaman: cam.

Ståldup, se bænkdup.

Sutteskammel Sønderborg slot.

Dette underlige ord har jeg set skrevet på en plakat på Sønderborg Slot, men er det andet og mere end en skrivefejl? Ordet dækker over en tællehest, en skærebænk.

Svarrebænk, Svarrelad, Svarrerbænk, Svarrerlad, Svarve(r)bænk, samt Svarve(r)lad

1. led on. svarfa, sverfa, kaste til side, vælte, dreje

se drejebænk.



T


Talgehest Sønderborg slot

Igen et ord set på Sønderborg Slot. Betydningen er tællehest.

Tang

Her om den ene af høvlebænkens tænger.

Tangstok

Samme ord som bænkstok, se høvlebænk.

Tangstykke hvorfra?

???

Telgebænk m.fl.

Det samme som tælle-, se skærebænk.

Toldestol og Tollestol, se skærebænk.

Trappeskive, se drejebænk.

Treben, se II hjulbuk.

Træskobænk Ej 38

Er det en skærebænk eller en ryddestok?

Træskomagerbænk

lig skærebænk.

Træspindel

Spindel af træ.

Tælgebænk, Tælgehest, Tælgestol, Tællebænk, Tællehest, og Tællestol

Alt sammen det samme som tællebænk, se skærebænk.

Tømmerbuk, se buk.

Tømmerbænk eller Tømrerbænk

Høvlebænk der anvendes af en tømrer, hvis det ikke er en fugebænk, der jvf. dette opslag kun har fortang. (ill Hk iv)



U

Ulmiahøvlebænk

Høvlebænk fra fabrikken Ulmia - vistnok beliggende i ULM; ordet er formentlig en latinisering -, der osse fremstiller høvle.

Universal-arbejdsbænk se arbejdsbænk.



V

Vippelad, se drejebænk.


Ø


Ørnbænk, Ørtbænk, eller rettere Ørtebænk

1. led efter ty. örter, flertal af ort, hjørne, ende, jvf. ørtesav. Egentlig bænk der bruges ved mindre savearbejder

En form for arbejdsbænk for tømrer og bygningssnedker. Den kan være kasse- eller kisteformet, og som kan transporteres fra sted til sted. Højden er omkr. 60 cm for de fleste af de ørtebænke jeg kender. Hos Helmuth Jørgensen, Viby Sj. har jeg dog set en der havde tilhørt hans far, og som havde en "etage" mere bygget på i form af en aftagelig værktøjskasse der hævede arbejdshøjden til 85-90 cm.

Undertiden ser man ørtebænken indrettet som egentlig værktøjskasse eller -kiste, i så fald gerne således at rummet kan aflåses.

Indretningen af ørtebænken er kun begrænset af den fantasi brugeren har til sin rådighed.

I hvor høj grad dette ord er anvendt skal jeg ikke kunne afgøre. Det er almindeligt brugt der hvor jeg arbejder, mens fynboen Johannes Bruun kalder den arbejdsskammel. Nogen siger blot skammel, mens andre - mere eller mindre i spøg - siger pørtbænk.

Johannes Bruuns arbejdsskammel er noget lavere og noget smallere end de fleste af dem jeg har set og bruges nærmest som buk.

Fra Frits Seiergaard i Frederikshavn har jeg fået meddelt at han har hørt en kollega anvende ordet ørnbænk om den. Selv har jeg hørt det anvendt af kolleger uden særlige sprogkundskaber. Det skyldes utvivlsomt vanskeligheder med at etymologisere ordet.


Copyright B. Askholm.

Licens: